Danske arbejdstimer er dyrere end EU-gennemsnit
En dansk arbejdstime stiger fortsat mere i pris end gennemsnittet i EU, men vi halter langt efter svenskerne.
Arbejdsomkostninger i den private sektor i Danmark steg 1,5 procent per time i andet kvartal i år sammenlignet med samme periode året før.
I de 28 EU-medlemslande tilsammen var stigningen i samme periode på 1,3 procent, viser opgørelse fra Danmarks Statistik.
Arbejdsomkostningerne er arbejdsgivernes udgifter til løn, pensionsopsparinger og øvrige arbejdsomkostninger som for eksempel bidrag til offentlige kasser.
Arbejdsomkostningerne stiger mest i USA, hvor de er steget 2,4 procent i den private sektor sammenlignet med samme periode året før.
Til gengæld stiger omkostningerne per arbejdstime ikke hurtigere i Danmark end i nogle af de lande, som vi har den største samhandel med - Sverige og Storbritannien.
I andet kvartal steg arbejdsomkostningerne henholdsvis 3,2 procent i Sverige og 2,1 procent i Storbritannien.
Tyske arbejdsomkostninger stiger i nogenlunde samme takt som de danske. I Tyskland steg arbejdsomkostningerne i andet kvartal 1,8 procent - 0,3 procentpoint højere end stigningen i Danmark.
Andre steder i EU er omkostningerne per arbejdstime på vej i vejret i et mere hastigt tempo. I Letland steg omkostningerne per arbejdstime hele 11,1 procent, mens den steg 10 procent i Rumænien og 7,8 i Litauen.
Omvendt faldt omkostningerne i flere lande - mest i Finland med minus på 1,6 procent, mens det var minus på 1,4 for Italien.
/ritzau/